Jeg læste i avisen om en ung kvinde, der var død af livmoderhalskræft.
I artiklen stod der et digt af H. C. Andersen.
Jeg googlede lidt om digtet og faldt så også over et digt af Tove Ditlevsen.
2 smukke digte om børn og døden. Det er jo noget et dystert emne.
Det døende barn
H. C. Andersen
Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove,
Lad mig ved dit hjerte slumre ind;
Græd dog ej, det må du først mig love,
Thi din tåre brænder på min kind.
Her er koldt og ude stormen truer,
Men i drømme, der er alt så smukt,
Og de søde englebørn jeg skuer,
Når jeg har det trætte øje lukt.
Moder, ser du englen ved min side?
Hører du den dejlige musik?
Se, han har to vinger smukke hvide,
Dem han sikkert af vor herre fik;
Grønt og gult og rødt for øjet svæver,
Det er blomster engelen udstrøer!
Får jeg også vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, får jeg når jeg dør?
Hvorfor trykker så du mine hænder?
Hvorfor lægger du din kind til min?
Den er våd, og dog som ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men så må du ikke længer sukke,
Græder du, så græder jeg med dig.
O, jeg er så træt! — må øjet lukke —
— Moder — se! nu kysser englen mig!
Til mit døde barn
Tove Ditlevsen
Aldrig hørte jeg din spæde stemme,
aldrig smilte dine blege læber til mig,
men de bitte, bitte fødders spark
vil jeg aldrig nogen sinde glemme.
Du var alt mit håb og al min glæde,
helt beskyttet lå du inden i mig,-
al min længsel, livets store drøm.
- Å – og dine fødder var så spæde.
Vi har været sammen mange dage,
al min næring delte jeg jo med dig.
Hvad kan du og jeg vel gøre for,
at vi begge to var alt for svage.
Lille barn, nu skal du aldrig mærke
livets hede puls i godt og ondt. -
Godt det samme, sov kun sødt, min pige,
vi må bukke under for de stærke.
Se, jeg kysser dine kolde hænder,
glad at jeg endnu en stund kan nå dig,
stille kysser jeg dig, uden tårer, -
selv om gråden i min strube brænder.
Når de kommer med den hvide kiste,
skal du ikke være bange, mor går med dig,
i din lille silkeskjorte skal jeg klæde
dig for første gang – og allersidste
