Translate

lørdag den 24. juli 2010

Sjov udendørs terningeleg til børn og barnlige sjæle

Terninge-leg


Overblik
Det er noget med nogle terninger, nogle sedler med tal på, og en masse forvirrede mennesker der farer rundt.


Fremgangsmåde
Arrangøren laver 50 A4 ark med tallene fra 1 til 50 på. Man laver 2 hold af min. 4 personer, men man kan sagtens være mange flere. Legen går ud på hurtigst at nå til 50 eller derover. Hvert hold får en terning. Alle 50 sedler fordeles ud på en græsplæne eller i en sportshal. Tallene skal vende nedad.
Hvert hold starter med at slå med terningen. Slår man fx 5 skal man finde den seddel, hvor der står 5 på. Dvs. alle på ens hold løber rundt og leder indtil en råber "Jeg har fundet den!"
Når 5 er fundet, samles holdet ved 5 tallet, og man slår igen med terningen. Slår man nu 6, lægges de 6 til 5, og man skal nu finde tallet 11. Holddeltagerne løber igen rundt indtil en råber, at tallet 11 er fundet. Sådan fortsætter man med at lægge tallene sammen, indtil den samlede sum er 50 eller derover.
Det er vigtigt, at man vender sedlerne tilbage med bagsiden opad hver gang man har set et tal. En variant kan være, at man ikke må råbe, at man har fundet tallet, men i stedet skal sige en dyrelyd. Man kan først slå videre med terningen, når alle dyrene på holdet er samlet. Dyrelydene vælger holdene selv inden start.

Konklusion:
Vi lavede varianten med dyrelyde en varm sommerdag og det var vildt sjovt.
Man er dog godt træt i ryggen bagefter.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar