Ja, man kommer da til at tænke lidt over tingene...
ER DER ET LIV EFTER FØDSLEN?
I kirken handler det en hel del om livet efter døden. Findes der et evigt liv? Kan det være rigtigt, når Jesus siger; at dem, der tror på ham, har del i det evige liv?
”Nej”, vil nogle sige. For det er svært at forestille sig en anden verden end den, vi kender.
Kan verden være anderledes? Det var der to tvillinger - en dreng og en pige ~ som kom til at
diskutere. De lå stadig i maven på deres mor.
Pigen sagde til drengen: ”Jeg tror, der er et liv efter fødslen”
Drengen protesterede: ”Nej, der er kun det her. Dette er et mørkt og stille sted. Og vi kan ikke gøre andet end at blive her ved den tingest, som giver os mad gennem navlen.”
Pigen blev ved: ”Der må være mere end dette mørke sted. Der må være noget andet – et sted med lys og frihed til at bevæge sig.” Men hun kunne ikke overbevise sin bror.
Efter lidt stilhed sagde pigen tøvende: ”Der er en ting mere. Jeg er bange for, at du heller ikke vil tro på dét. Men jeg tror, der findes en mor.”
Hendes bror blev vred: ”En mor,” råbte han. ”Hvad snakker du om? Jeg har aldrig set en mor, og det har du heller ikke. Hvem har givet dig den idé? Som jeg sagde til dig, så er der kun dette sted. Hvorfor vil du altid have mere? Det her er ikke et dårligt sted, synes jeg. Vi har alt, hvad vi har brug for. Slap nu lige lidt af.”
Pigen blev overrasket over drengens svar, og i et stykke tid turde hun ikke sige mere. Men hun lå og tænkte videre, og hun havde kun sin bror at snakke med, så hun sagde; ”Kan du også mærke, at der kommer nogle sammentrækninger af og til? De er ret ubehagelige, og nogle gange gør det faktisk ondt.”
”Ja.” sagde drengen: ”Hvad er der specielt ved det?”
”Øh,” sagde pigen, ”jeg tror, at sammentrækningerne skal forberede os til en ny verden, meget smukkere end denne verden, hvor vi kan se vores mor ansigt til ansigt. Synes du ikke det lyder spændende?”
Drengen svarede ikke. Han gad ikke høre mere af søsterens tåbelige snak. Det bedste var nok bare at ignorere hende og håbe på, at han kunne få fred og ro
Frit efter Henri Nouwen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar